Om Danske Museer

Danske Museer er museernes eget tidsskrift. Det har til formål at være et debatskabende og orienterende medie, der medvirker til at udbrede kendskabet til den danske kulturarv, museernes egenart og arbejdsvilkår. Tidsskriftet udgør museernes talerør i den offentlige debat og er til for samtlige museumskategorier og deres interesserede brugere. Alle er således velkomne til at sende artikler til bladet (se forfattervejledning).

Danske Museer udgives af Museumstjenesten og redigeres af en uafhængig redaktion, hvortil der er knyttet en redaktionskomite. Redaktionskomiteen består af fire personer. Tre af disse er udpeget af Organisationen Danske Museer og en er udpeget af Museumstjenesten. Tidsskriftet udkommer seks gange om året, hvoraf nummer tre vil have karakter af en udvidet udstillingskalender, suppleret med mere indgående beskrivelser af udvalgte udstillinger.

Danske Museer sætter fx fokus på problemstillinger som:

  • Museerne og deres arbejdsopgaver. Hvilke opgaver kan og skal museerne løse for samfundet?
  • Museerne og selve museumsbegrebet under forvandling. Hvad sker der strukturelt, finansielt og opgavemæssigt?
  • Museerne og deres samarbejdsrelationer i forhold til såvel det lokale, regionale, nationale og internationale.

Tidsskriftet informerer ligeledes om, hvad der overhovedet sker på de danske museer - herunder omtale/anmeldelse af nye museer, ombygninger, udstillinger, bøger og lignende.

Vil du følge med i debatten, orientere dig om museerne, have styr på begreberne, få indblik i deres arbejde – eller bare vide, hvad de har at tilbyde, så tegn abonnement på Danske Museer – museernes eget tidsskrift!