Plakatdesignerens opfindsomhed og dristighed kræver ofte mere af beskueren, end man først tror. Kunsthistorikeren Ernst Gombrich har sagt, at plakaten, som vi sætter lys på i dette nummer af Danske Museer, har det som sin funktion at tiltrække sig opmærksomhed ved hjælp af ’det usandsynlige’. Ib Spang Olsens fænomenale museumsportræt fra 1978 er da også på flere måder en utopi. Iværksat af det daværende Museumsrådet for Frederiksberg og København, som bestod af 22 museer, skulle hvert museum repræsenteres med en for deres museum karakteristisk genstand. På plakaten møder Albert Ekhouts Tarairiu-indianer Linie 8 og Kamma Rahbeks silhout, og en bison, måske forhalsdyret, der i årevis bød publikum indenfor i Zoologisk Museum, flankeres af guldhorn og kanon, nær totempæl, lur, marmorballer og damptog - det hele centreret om Thorvaldsens Venus med æblet. Inspireret af indgangspartiet til Geologisk Museum og museets finurlige sammensætning af trapper, gange, gulvplader og forskellige rum og SMKs (gamle) trappeparti, er også plakatens museumsrum en fiktion.
I bakspejlet kan utopien tolkes som et kærligt vink til de museer, der allerede i slutningen af 1970’erne var godt i gang med i formidlingens og publikums navn at få sat styr på tingene eller, som andre vil mene, at sætte tingene over styr. Plakatens ting er frisat af enhver orden og forklaring til fordel for deres egen mærkværdighed, og det hele sker i publikums og magiens favør. Den magi, det nu som før, er lykkedes mangt et forceret formidlingsgreb at tage livet af. Her i 2012 lyder budskabet fra kulturstyrelsens direktør, at museerne især skal til at udforske ”det digitale mulighedsrum” (Bennicke s. 25). Det er svært at få øje på nyheden i den ’vision’. Der er snarere behov for kritisk at få kortlagt det sammenstød, som sker, når museets fysiske virkelighed støder sammen med nye digitale formidlingsformer og få belyst, hvordan vi sørger for, at isenkrammet former sig efter museets behov, ikke omvendt, (jf. Olsen s. 6). Gør det os bedre til at se eller bliver det bare meget værre?
Ib Spang Olsens tegninger og plakater genindførte til enhver tid magien, hvad enten det gjaldt museerne, børnehjælpsdagen eller energisparekampagner. Gjorde det ved hjælp af sine streger muligt at forestille sig, hvordan verden også kunne forme sig og se ud. Kan de digitale synsproteser leve op til det eller er der snarere tale om synsbedrag? På plakaten glaner og glor, skæver og skimter, måber, forundres og fornøjes gæsterne. Og synet skifter:
Snart det sidelæns blik, man på vej gennem museet hastigt kaster på tingene, snart stirren og fordybelse. Oppefra holder en fugl skarpt øje: Et varsel om fremtidens politiske vogten, kontrol over museerne og manglende blik for det bærende museale, lovfæstede arbejde, som ikke kan ses med det blotte øje og ikke byder sig til som spektakulært skue? Mange af plakatens museumsgæster bruger synsforstærkere for at komme tingene nærmere: monokler, kamera, tegnegrej, filmapparater, informationsark og kataloger; mange tager børn, venner og kærester til hjælp. Vores stadige undren over tingenes ubegribelige tilstand og trang til at undersøge dem, hvad enten vi er publikum eller forskere - den kraft, der holder hele cirkuset kørende - havde Spang Olsen også øje for. Sært nok, synes det at være denne indlysende kvalitet ved museerne, vores politikere ikke kan eller vil se. Den moderne billedplakat var selv en tidlig hjælper for synet. Den tvang øjnene op for det politiske liv, demokratiets muligheder, varelivets fristelser, kulturen. Heriblandt museerne, som både udstillede plakater og skabte plakater, som reklamerede for deres egne udstillinger. Det gør de som bekendt stadigvæk. Og alle museer har plakater i deres gemmer. De spejler museets virke og historie, og derfor giver det god mening at hive dem frem og se sig selv i spejlet (Svarre & Lodahl s. 13). Lad også den pointe være læren fra Ib Spang Olsens plakat; lirk omslaget af dit tidsskrift, hæng plakaten op hjemme, på dit museum eller et andet sted, hvor den ses, og send os et foto af det. Så bringer vi den samlede plakatudstilling her i bladet efter ferien til minde om det muSEum, som altid sætter tingene i et klarere skær.

God sommer!