Mangfoldighed, fællesskab, udvikling og udsyn er nøgleord i den kulturpolitik, der fremover skal tegnes herhjemme ifølge de seneste ugers udtalelser fra den nye radikale kulturminister Uffe Elbæk. Det lyder forjættende, en strategi helt i museernes favør, fordi museer med deres forskellige faglige discipliner, økonomiske præmisser, geografiske, historiske og subjektive positioner i forvejen udgør det mest differentierede, knoldede grundlag, man kan betræde i det hjemlige kulturlandskab. Med den her annoncerede politik får de nu mulighed for at dyrke disse forskelligheder, og set i det lys er der al mulig grund til at hilse den nye minister velkommen. Mangfoldighed i museet er dog ikke det samme som, at man som museumsgæst har krav på, i et 1:1 forhold, at kunne identificere sig med det, museets udstillinger viser. En sådan forståelse af museernes funktion runger fælt af den engelske outreach-tænkning, en tidligere konservativ minister gjorde sig til talskvinde for. Det ville være ærgerligt, hvis vi igen skulle høre den samme sang, hvor museers udstillings- og formidlingsprak-sis styres af hensynet til snart den ene snart den anden minoritet. Ikke fordi de marginaliserede fortællinger ikke skal have plads i museerne. Men den mangfoldighed og nuancerigdom, som Elbæk efterlyser, skal i det hele taget til, fordi forskelligheden kan virke som øjenåbner for enhver, der har bevæget sig ind over museernes dørtærskler. Man går ikke kun på museum for at genkende, men for at opleve verden på ny, for at se det andet, det man ikke ved eller kan. Det kunne for så vidt godt føre til, at man fik en ny smag i munden, at piben fik en anden lyd, at man så med et nyt blik både på sig selv og de andre. Hvilken reel museumspolitik skal så bane vejen for, at mangfoldigheden slippes løs og konkret kommer til udtryk i museerne? Her må løsenordet være tillid- tillid til, at museerne selv er i stand til at forvalte deres viden og ressourcer og tillid til, at museerne rummer meget andet og mere, end de har haft mulighed for at vise i det seneste tiår; tillid til, at museerne kan selv uden om de bureaukratiske spil og ordspil, de så længe er blevet blændet af. Det handler i nogen grad om penge, men det handler især om at lytte og give rum for spontane, vildere og væsentligere ideer. Det har nemlig ikke været muligt under et pulje- og kontraktregime, som har lagt alt i kasser og forlangt publikums- og behovsanalyser i en mængde, så det må række frem til det næste århundredeskifte; for ikke at tale om visionspapirer, som måtte skrives, fordi der ingen visioner var. Ideerne bør da også komme fra museerne selv, ikke fra politikere og embedsmænd. Derfor er Elbæks efterlysning det første vigtige ryk i retning af en museumspoli-tik, der kan være en mental intervention, en ny måde at tænke museer på, en måde, hvorpå museerne igen får plads og lyst til at tænke sig om.