I april offentliggjorde Kulturarvsstyrelsen resultatet af en landsdækkende publikumsundersøgelse. Resultatet viste, at den arketypiske danske museumsgæst er en midaldrende, veluddannet kvinde, bosat i hovedstadsregionen, med kulturudbud som foretrukken fritidsinteresse. Omtrent så forudsigeligt som havde man foretaget en lignende undersøgelse af kulturområdet fodbold, hvad man vist ikke har. Sandsynligvis fordi der ingen politiske ønsker er om at hverve flere roligans til kampene og ingen politisk plan om 'Fodbold For Alle'. Til en start var museumsundersøgelsen tænkt som et redskab, museerne skulle kunne rette deres udstillinger og aktiviteter ind efter for at øge publikumstallet. Allerede fra begyndelsen forekom målsætningen diffus. For hvordan og til hvem skulle de tilpasses? Tænkt i fodbold ville det svare til, at der var kampe, som bød på tacklinger, angrebsspil, helflugtere, halvflugtere osv., der især skulle appellere til, lad os sige et kvindeligt publikum, hvilket selvfølgeligt er absurd. Undersøgelsens koncept emmede ikke bare af at ville legitimere efterfølgende politiske indgreb frem for et autentisk ønske om at blive klogere på oplevelsens karakter; dens fokus afslører ironisk nok også, at forsøg på at undersøge publikums motiver til at gå på museum, har nået et nulpunkt.
Interessen for publikum er også museumsdidaktikkens område, men forskningen er drevet af andre formål. Den har bl.a. bidraget ved at vise, hvordan personlige og sociale forudsætninger betyder noget for, hvad vi får ud at gå på museer. Til gengæld har den interesseret sig mindre for museet som selvstændig organisme, der fungerer uafhængigt af vores hjerner og uafhængigt af, hvem vi besøger
dem sammen med. For heldigvis gør museerne også det. Gjorde museerne ikke det, var der jo mange andre steder, man ligeså godt kunne gå hen. Synspunktet, at museet udgør en selvstændig struktur, betyder så også, at selv de mindste handlinger, aktiviteter og forandringer i det museale økosystem rokker ved forudsætningerne for oplevelsen ned til udformning af genstandstekster, hjemmeside m.v.
Udvider man den optik til at omfatte hele det danske museumslandskab (hvor det som bekendt myld rer med museer), får selv det mindste museum, statsstøttet eller ej, en ikke uvæsentlig betydning for dette landskabs karakter - og dermed for de oplevelser, der kan finde sted. Zoomer man ind på de små museer, som flere artikler gør i dette nummer af Danske Museer, bliver man bekræftet i, at netop små museer om nogen kan gøre en forskel både i nærsamfundet og i det samlede billede. At de kan præge og berige en egn, ligesom de kan skabe forudsætninger for den gode museumsoplevelse. Den kan ligeligt indebære alt fra el ræsonnerende udstillingsbesøg, aktiv deltagelse i et dialogmøde til indlevering af en genstand fra familiens gemmer eller til tegning af et medlemskab i en venskabsforening. Til forskel fra den uræsonnable landsundersøgelse har de små enheder særlig god mulighed for puste nyt liv i publikumsperspektivet, hvis de vil og tør. Fordi de kan udvise en høj grad af sensibilitet over for områdets borgere, og fordi de kan gøre det uden at give køb på egne ideer, faglige kompetencer og målsætninger.

God sommer!