I noget nær en menneskealder lå der i en gade på Østerbro en herrefrisørsalon. Da ejeren, ved sidste årtusindskifte, drejede nøglen om, stod salonen endnu komplet med et interiør, der ned til sidste detalje vidnede såvel om hårpragters som årtiers ufravendte forsvinden. Ikke noget museum, men på alle måder musealt. Et lille stykke mode-, kultur- og erhvervshistorie, der med sine røde læderbetrukne barberstole, pomader og brylcremer, æggeshampoo, sorte plastickamme til salg i små spande, og på facaden, det babyblå reklameskilt for World's Best kondomer, fortalte historier fra en anden tid og en anden by. Uden af den grund at slippe sit tag i nuet og stedet. I vinduet mod gaden, mellem en serie billeder af sært svævende hoveder med frisurer fra fønbølget Donny Osmond til vilter Karajan'sk pandelok, lokkede diskret reklameteksten Tid for nyt.
På den ene side var salonen et urbant fossil. På den anden side mindede den på flere måder om, at selv den fortid, som for et nutidigt øje kan synes forstenet, længtes efter det ny - det gælder hårmoder som museumsmåder. Enhver kritik af museet som gravkapel, må derfor forstumme, når det bliver klart, at ligesom salonen, optager også museet altid sin tid i sig, næres af aktuelle medier, moder og tankemåder og opsluges selv af modernitetens hvirvelstrømme.
Når man jævnligt (jf. flere artikler i dette nummer af Danske Museer) rammes af længsel efter museer eller barbersaloner af den type, der indikerer, at her står tiden stille eller her går den i det mindste meget langsomt- kunne det nok, i al hast, forklares som nostalgi-flip for nostalgiens skyld. Men det er for letkøbt. Er vi ikke snarere ved at have nået et punkt, hvor tid for nyt i grunden slet ikke indikerer noget nyt, fordi den generelle tilstand er den, at det hele tiden er tid for nyt, og at det er dette stadige pres, der fremavler nostalgier og længsel efter langsomme, stille museer? Når der konstant skiftes udstillinger, strategier, logoer, mus-eumsnavne og forhandles, ansøges, undersøges og redegøres med en hastighed, der alligevel får det til at se ud som om, at hjulene kører baglæns. Eller som det hedder et sted i bladet: "I Danmark er der et enormt fokus på konstant fornyelse i museerne for at fastholde et nysgerrigt, men visuelt forvænt publikum. Det er svært at forestille sig, at et dansk museum i den grad ville lade stå til i en udstilling eller lade en udstilling stå i så mange år."
Er al tanke og tale fra og om museerne efterhånden præget af, at det handler om publikumstal, flere og større udstillinger osv.? Og at tempoet ikke kun skrues op af politiske ønsker, men også er noget museerne selv har taget på sig? I hvert fald kan flere af artiklerne i dette blad ses som udtryk for, at der konstant synes at være et underskud af tid - uanset om det drejer sig om udstillinger (Beyer Nielsen og Tanderup), tværnationale samarbejder (Jacobsen), sagsbehandlingsfristen i forbindelse med erhvervelse af kulturgenstande (Kolding Nielsen), museets ånd (Berg Nielsen), tilgængelighed og åbningstider (Søndergaard) m.v. Hver især er de opråb om behov for tid som et grundvilkår for at skabe bedre museer og samlinger. Noget den forestående museumsudredning giver grund til at diskutere, eftersom den i sit oplæg selv stiller krav om så tids- og ressourcekrævende mål som 'kompetence- og kvalitetsudvikling' på museerne (jf. Kommissorium). Og som de politiske initiativer, der måtte udspringe heraf, må tage alvorligt, skabe rammer og tage ansvar for. Lykkes det, vil det i grunden være noget nyt.