Hvad sker der, når en gruppe museologistuderen-de hopper på toget til Humlebæk og slippes løs på et kunstmuseum for at øve sig i at anmelde billeder og udstillinger? I lyset af at anmeldelser kun optager en brøkdel i kulturspalterne, mens blogs, wi-kies og andre såkaldt sociale medier vinder om sig, kan man spørge om det endnu er værd at øve sig i så gammeldags en disciplin og hvorfor på et museum? Fra at betragte kritik som et vigtigt instrument i oplysningstidens kulturkamp og afgørende led i en fri meningsdannelse er vi efterhånden nået til et punkt, hvor kulturinstitutioner ansætter egne anmeldere (jf. Betty Nansen Teatret 2009). Som oplæg til øvelsen gav museets direktør, selv tidligere kunstanmelder og redaktør ved Weekendavisen og engang selv studerende ved Nordisk Filologi, en lektion i anmelderi, inklusive verbale hug til samtidens danske anmelderstab. Udstillingskri-tik i dag er stort set reduceret til forbrugervejledning og til at være et led i markedsføringsmaskineriet, hed det blandt andet. En anmelder, som jo er udsendt på sprogets vegne og skal omsætte det sete til skrift, må have kritisk selvbevidsthed, må have en grundlagsviden om kunst og udstillinger og have passion for det sete, anmeldelsen må have personligt vandmærke Ellers bliver det uinteressant.
Poul-Erik Tøjners time på Louisianas midlertidigt oprettede anmelderskole gav også andet afkast end tre korte anmeldelser, vi i tillæg til andre kritiske blik på museernes verden, er glade for at kunne bringe i dette årets første nummer af Danske Museer. Øvelsen viste også, at engagementet stiger i mødet såvel med museet som med museets folk, og at kunsten, men også fælles togture, planlægning og en konkret skriveopgave gør, at man lærer ved 'selverobring', ved egen kraft, gennem handling og samspil. Når man fjerner sig fra skolens fysiske rammer, bliver man også mere opmærksom på, at den er der; værdsætter den måske mere som platform for skiftende interaktion med verden derude frem for et statisk aflukke.
Kunne den pointe også gælde museerne selv? Ja, hvis man skal tro Phil Nowlen, direktør for Getty Leadership Institute, der i interviewrækken Voices of the Future , iværksat af American Association of Museums, et sted spørger: Er museer steder hvortil eller steder hvorfra? Er museer kun destinationer eller er de sæt af forskelligartede ressourcer, som overskrider den fysiske placering og bygningens grænser? Nowlens pointe er, at det fysiske museum med dets udstillinger, billeder, dyr, ting og kunst ikke bliver mindre vigtigt af, at det i stigende grad også begynder at opfatte sig selv som andet og mere end en statisk, afgrænset destination. Tværtimod. Hvad ville der ske, spørger han, hvis museet begyndte at agere som samfundsorienteret og fremsynet kraft, udbrede kendskab til historie og videnskab blandt dem, der ikke går på museum, engagere sig i den offentlige debat om vores arkitektur og fysiske omgivelser, blande sig i uddannelsesdebatten, tilvejebringe information af betydning for brede, offentlige beslutninger? Måske var det, hvad anmelderspirerne også fik ud af turen til Humlebæk: At man gennem et nært og kritisk blik på museet samtidigt udvider synet på verden, gør den vedkommende, gør den til sin egen. Kan museerne også lære af det?