Det er af flere grunde værd at mærke sig, at en bærende idé i kulturministerens seneste udspil Kultur for alle er, at 'kunsten skal ud og møde borgerne, der hvor de er'. Det er og bliver for umulig en opgave at få folk ind på museerne, ind i 'murstensinstitutioner', hvor 'tingene måske har stået stille i mange år' (Politiken 2.12.2009). I stedet byder det offentlige rum sig til som oplagt om end stereotyp kontrast: Her er alting i bevægelse, her cykles der, her tales der, her leves der - i modsætning til museerne, hvor alting dør og hvor også publikum falder om enten af kedsomhed eller af åndenød fremkaldt af støvet, som museumsreformatorer for egen vindings skyld altid ynder at nævne.
Som bekendt er ting og kunst netop kendetegnet ved ikke at agere, men ved at være genstand for handling og på den måde - aktivt - kalde på indlevelse, følelser, tanker osv. og måske få os til at ændre adfærd eller se verden, det gamle og 'det andet' på en ny måde; men det er ikke kunsten, der møder borgerne, men borgerne der møder kunsten. Den kræver en indsats, en bevægelse hen imod.
Tingenes dødhed har siden det moderne museums grundlæggelse været en del af dets eksistensberettigelse og drivkraft - det at kunne samle, bevare og fortælle om det, der var blevet trukket ud af sit vanlige kredsløb og indtrådt i et nyt musealt; ting taler ikke, tænker ikke, handler ikke. Rører de på sig, skyldes det, at nogen har fået dem til det. Men ikke i denne uges kulturudspil. Her er det, ligesom i eventyr og animationsfilm, kunsten og tingene, der bevæger sig og agerer; magien opstår efter sigende, når blot tingene flyttes ud på steder, hvor vi ikke havde regnet med at finde dem, ud i Bilka, ned på stranden eller andre steder i hvad der noget forvansket kommer til at fremstå som et altid vitalt sprælsk, dynamisk offentligt rum. Det er klart, at denne venden op og ned på sprog og virkelighed på den ene side åbner for kunstnerisk og udstillingsæstetisk intervention, selv om ideen med at flytte museet ud til folket i sig selv langt fra er ny, og selv om den selvfølgelig er om-kostningsfuld og kræver særlig kuratorisk kompetence, urban organisering etc. På den anden side er det som museumsmenneske alt andet end opløftende, at det ikke er kunsten eller museumsgenstandene selv det handler om længere. I stedet er det forskydningen fra museum til by, strand/land etc., der gør forskellen; det offentlige rum pepper kunsten op, ikke omvendt. 'Kunstoplevelsen' opstår ikke på grund af kunsten selv, men fordi vi møder den og måske de kulturhistoriske genstande og naturhistoriske præparater på steder, hvor vi ikke lige havde regnet med at møde dem. Man ser det for sig: En sabel tiger iscenesat på Virum Torv, Guldhornene i Rødby, Mantegna i Stenløse, Rembrandt i Løgstør ... Konsekvensen og risikoen vil på sigt være, at den øgede musealisering og gallerise-ring af det offentlige rum efterhånden også vil gøre det rigtigt kedeligt at færdes her. Ud fra tanken, at når alt er museum, er der ikke noget, der kan overraske os længere.
Hvad der også gør, at oplægget falder som en forspildt chance for at give museerne det spillerum, de har brug for, er at de i forvejen både som 'murstensinstitutioner' og fortællehuse, rummer al den tilfældighed, overraskelse og sammenhængskraft, som efterlyses. Selv om der skal en hel del til, er de i sig selv mere fabelagtige end ethvert kulturministerielt oplæg, mere uhyrlige og utrolige, end de fleste ved af. Se blot dette nummer af Danske Museer, som foruden fundet i Lejre af en to centimeters nordisk guddom, nedlagte vævestuer, gamle østerskaller og museologiske bogsamlinger også beretter om kunsten set fra dobbeltseng, Roentgenmøblerne og jali'erne i en Aladdins hule i indre København. Og en rapport fra oprydningen i Museet Færgegårdens magasiner vidner om, at selv det mindste museum rummer overraskelser, som let overgår tiger-på-torvet-strategien. Men det kræver først og fremmest, at museerne opdager sig selv, og at det kommer for en dag og ikke forbliver hengemt eller glemt. At det enkelte museum formår at tydeliggøre (gerne bøjet i neon, som det for tiden ses på taget af Louisiana) sin pointe, sin passion og sin egenart. Den udfordring kan museerne ikke sidde overhørig, det gælder livet, og er som udgangspunkt noget det enkelte museum, lille eller stort, med fordel kunne bruge til at tænke og arbejde videre med.