Herværende nummer af Danske Museer har fået temaet "museumsformidling". Det var i grunden ikke meningen, ingen direkte opfordringer ligger bag indholdsfortegnelsens variationer over temaet "formidling", kun med få afstikkere til andre dele af museumsregistret. Trangen til at skrive om formidling kommer ukaldet, ligger i tiden som det vist hedder, mellem dette og forrige nummer og rækker sikkert videre end til det. Man kunne kalde det en form for konsensus, en samfølelse af, at netop emnet formidling trænger sig på. På den ene side lykkeligt, en enighed om et behov for at problematisere en bærende museal søjle; på den anden siden bør enhver form for konsensus give nervøse trækninger, fordi konsensus jo også antyder og bygger ikke bare på enighed, men oftest også på ensartethed, et uskrevent normsæt om, hvordan tingene bør være eller ikke være; at der er så enormt et fokus på formidling, artiklernes grundighed og relevans til trods, medfører jo ikke pr. automatik, at museerne eller samfundet i øvrigt opnår ny indsigt, at museumsbegrebet gentænkes eller at museet opnår større tyngde og substans af den grund - formidlingsmanien hverken udrydder eller anfægter den ulidelige lethed, der præger kulturpolitikken.
Kulturarvsstyrelsens nyligt afholdte seminar handlede også om formidling; med overskriften "forskning i museumsformidling" er der grund til at tro, at formidlingssøjlen nu får den seriøse opmærksomhed, som er påkrævet for at give det brogede begreb den centrale betydning, det retteligt bør have; seminaret bød på oplæg fra museer, som har opnået støtte fra styrelsen til en lang række projekter. Det blev desværre ikke klart, hvilke kriterier, der nærmere ligger til grund for valget af de projekter; oplæggene var præget af idérigdom, erfaringer, indsigt og gode hensigter. Da formidlingsbegrebet jo langt fra er entydigt, var det tankevækkende, at det i flere tilfælde blev defineret som "læring" og museet som "læringsmiljø". Eftersom det ifølge invitationen drejede sig om forskningsprojekter kunne man have ønsket sig, at det til en start nærmere var blevet sagt, hvad det i grunden er for en type læring man mener museer genererer, og hvordan det giver mening at bruge ordet i museums-sammenhæng. Hvis museer, som det bl.a. forlød, er steder for genstandsbaseret, æstetisk og sansebåren læring, er der nemlig nok at gå i krig med, når det kommer til systematisk at afklare og analysere, hvad det så lige er, museerne og museumsformidlingen kan "på en anden måde" end andre læringsinstitu-tioner, og hvordan de som "dannelsesinstitutioner" kan positionere sig i forhold til det øvrige uddannelsessystem. Det kunne også have været diskuteret, hvordan projekterne skal finde deres videre formelle form i forskningsstrømmen af tilsvarende projekter i ind- og udland, og hvordan man vil bringe sig i dialog med anden relevant forskning på feltet - det være sig museumsdidaktikken, museologien eller andre humanistiske fagdidaktikker. Den del er selvfølgelig vigtig, fordi forskning jo altid finder sted i fortløbende replikskifte med det arbejde og de indsigter andre allerede har bragt eller er i færd med at bringe for dagen. Den del har vi endnu til gode. Ud over oprigtige intentioner om at knytte mere eller mindre formelle netværk museerne imellem eller mellem museer og universiteter, som det også blev diskuteret på dagen, er det afgørende, at den forskning, der udgår fra museerne skriver sig ind og markerer sig i forhold til al anden forskning på området. Og at det sker på præcis samme præmisser som dem, der gælder i det øvrige videnskabelige system.