Når man siger, at man har en høne at plukke med nogen, kan den, der skal plukkes høns med, se frem til at få afgjort et i reglen ikke alt for behageligt mellemværende. Billedet af hønen, der plukkes fjer for fjer ind til det bare skind, kunne i den forstand være en illustrativ variation over temaet kritik - forstået som noget, der afdækker, vurderer og på den måde lader sagen komme for lyset.
Med de tidligere amtslige tilskud, sikret til museernes drift, og et kulturpolitisk udspil, der vil sikre dansk kulturarv for eftertiden, bevaring og formidling af fortidsminderne, synes sagen for museerne da ellers at være bøf og at have overflødiggjort enhver snak om kritik? Men nej. Eftersom de kulturpolitiske udspil samtidigt synes at reducere kulturen til instrumentelt, administrativt 'projekt', blottet for holdningsfunderet, fagligt engagement, der interesserer sig for og konsoliderer kulturen i sin egen ret, melder kritikken sig som en bydende nødvendighed. En kritik, rettet mod de politiske tågebanker, som nok slår fast, at kultur, museer og kulturarv og så videre er godt og godt for alk. Men som tilsyneladende ikke evner at komme ud over flosklerne og sætte ord, idé og perspektiv på dens betydning eller at nuancere disse betydninger, så det også står lysende klart for alle, hvorfor det nu lige var, at f.eks. fortidsminder var så gode og vigtige.
Som bekendt er kritik ikke kun af den type, hvor alle fjer flås af og galskaben får frit løb. Den kan være af den opbyggelige slags, et kvalificeret modspil, som hjælper modtageren til at se frem og giver vedkommende noget at arbejde videre med, åbner for dialog og ideer, indgyder selvtillid og med det også et mod til at videreudvikle det, man (som museum) virkelig tror på. Det siger derfor sig selv, at hvis den så slet ikke er der, er det næsten værre, end når den er grum. Så er man hverken blevet set eller hørt, mens det at få kritik, helst af den fremadrettede slags, betyder at blive set, at blive svaret igen. Så er man allerede godt i gang, sådan er fjer-plukkeri, når det er bedst.
Derfor er det, for herværende tidsskrift, så meget desto mere glædeligt, at der i stigende grad er interesse for at skrive om og debattere det arbejde og hav af aktiviteter, der foregår ude omkring på museerne i kritisk, nuancerende perspektiv. Og især at det er museernes egne folk og andre sagkyndige med oprigtig interesse for museernes daglige virke, problemer og muligheder, som griber den bærbare og tager fat, hvor den politiske retorik slipper op. På den måde bliver det muligt, ofte blot i kraft af den indgående fagligt inspirerede beskrivelse og et skarpt museologisk blik, at gøre betydningen af kulturen synlig. Når en artikel i dette nummer kaster sig over det nye Brede Værk vidner det ikke bare om en sympati og interesse for det arbejde, der er lagt for dagen i Kgs. Lyngby; tekster i genren 'uddybende udstillingsanmeldelse' melder sig i det hele taget som en befriende og anspo-rende mulighed for at komme videre med det arbejde, som allerede er gjort, og viser en gangbar vej ud af de politiske tågebanker.