Øverst oppe på Statens Museum for Kunst kan man for tiden se konservatorer over skuldrene; denne gang gælder det restaureringen af Gottorfer Codex, et hidtil utilgængeligt 4-binds blomsterbogværk på pergament fra 1600-tallets Gottorp Slot i Sydslesvig og et værk af 'enestående national betydning' - enb. Arbejdet foregår med kirurgisk præcision, koncentration og en langsomhed, der i sig selv er seværdig i en tid hærget af fart. Formålet er åbenlyst bevaring af bøgerne for eftertiden. Men en anden pointe ved åbent værkstedudstillinger med 'rigtige levende konservatorer' (jf. s. 5 i dette nummer af Danske Museer), er, at de også ruller filmen langsomt tilbage: I kampen mod tid, slid og forfald fortæller de om, hvordan tingene engang blev til og afslører, ved hjælp af avancerede teknologier, faglig ekspertise og samarbejder på tværs af fag og landegrænser, nogle af de tanker, der løb gennem hovedet og udi hånden på blomstermaleren, dengang han gav tingene form. De fortæller om forskellige tiders tekniske formåen og materialekendskab og giver publikum direkte adgang og nærhed til et stof og en viden, der normalt er tavs og forbeholdt konservatorer. Ikke mindst fordi 'rigtige levende konservatorer' jo er til at tale med. Alene i kraft af deres tilstedeværelse i udstillingerne virkeliggør de nutidens idealer om interaktivitet, outreach og oplevelse i en form, som på stedet er vanskelig at gøre efter med andre midler. Men de rækker også ud over stedet og knytter det mest håndgribelige museumsfag af alle an til det mest æteriske medium, nemlig internettet: Klik ind på en 'konsevatorblog' og blog om dendrokronologi, farvelag og bindemidler; gå på en anden konservatorhjemmeside, 'aktuelbevaring.natmus.dk', og blog om gamle sko, fototeknik, mongolske smykker, mumier og mosefund - eller snup en konservatorfilm og oplev det langsomste fag af
alle omsat til bevaringsfortællinger i lynsnare sekvenser, musik og bevægelse. Det er oplysende og originalt. Men blogs, film og andre digitale greb vidner også om, at internettets mange muligheder er ligeså afhængige af vores evne til at formgive som enhver anden blomstermalers, og at den digitale 'revolution' foregår med ligeså små fremskridt som konservatorernes arbejde med vatpinde, varmluftsblæsere og skruetvinger. Også her kan vi lære af de åbne værksteder og materialernes egensindighed. Endelig er udstillingerne bemærkelsesværdige i en periode, hvor den politiske holdning til museerne generelt er, at de bør oppe sig på 'det strategiske', og hvor digital formidling ofte udpeges som vejen frem. I rapporten om Museerne i den danske oplevelsesøkonomi', som omtales i dette nummer af Danske Museer, står et sted, at museerne kan blive "drivere i udviklingen af innovative it-baserede formidlingsformer i kreative alliancer med andre medspillere, og de kan fungere som vækstdynamoer i den lokale og regionale udvikling". Man må undre sig over rapportens overkill af aktive plusord, der i sig selv støver alting til ved at udråbe museer til alle tiders fornyere, uden at vi af den grund oplyses om fornyelsens nøjere karakter. Og over tendensen til at spænde museerne for en vogn, der efterlader dem uden forankring i bevaringstanken, som er fundamental for al museumsvirksomhed og jo i sig selv er hypermoderne. Når vi har valgt at lade et undertema i dette nummer af Danske Museer handle om konservering, skyldes det også, at konservatorfaget og den brede, åbne formidling af gamle blomsterbøger, mumier og sko netop rummer muligheden for - over for politikere, kritikere og forskere - at insistere på værdier, der grundlæggende er musealt moderne. For derved at modvirke at alting støver til.