'Man skal ikke tro på alt, hvad der står i avisen', siges det. Samtidigt omtales mediernejævnligt som 'den 4. statsmagt'. Er de på den ene side ikke til at stole på, ses de på den anden side som 'demokratiets vagthund'. Når det kommer til museerne, er der god grund til at være opmærksom på mediernes behandling, for troværdighed eller ej, de har indflydelse på den offentlige mening. Hvilket mediebillede af museerne tegner der sig så for tiden? Og hvordan er avis, net, dab og tv med til at forme opfattelsen af museernes funktion og betydning i samfundet?
Et par tendenser stikker ud: Det er tankevækkende, at historier med museumstema stort set falder ind under nyhedsformidlingens evige jagt på 'den gode historie' og ind under de velkendte kategorier - penge, skandaler og drama. Landets store kunstmuseer har røvet en god del af mediernes opmærksomhed med historier om pengemangel til nye kunstindkøb, og om fonde og sponsorer, der melder fra, omtalt på en måde, der falder i hak med tidens finanskrise. I skygge af krisen fremstår museerne enten som ofre eller slugvorne institutioner, hvis virke helt og aldeles afhænger af de midler, der tilfalder dem. Det hensætter ikke alene museerne i en passiv rolle og forsimpler et langt mere komplekst museumsterræn; det bevirker også, at historier der falder uden for matricen 'museum i nød' må leve deres liv i mindre eksponerede spalter (se f.eks. 'Nyt om Arbejdermuseet', 2009/1, hvori det hedder: "Krise eller ej. Klageråb fra museerne eller ej. Det går ret godt for Arbejdermuseet for tiden").
Under overskriften 'Og nu - en kulturkrise' kritiserer pr-chef Christian Have den 'effektivisering', der i årevis har fundet sted inden for kulturlivet -og manglen på 'kulturpolitiske visioner' (Politiken 4. januar). Kronikken er vel ment, Have vil kulturen det godt og lancerer endda en optimistisk smalkostfilosofi, som tager det sure med det søde: "...krisen rummer også muligheden for forandring til det bedre....Den skal udnyttes til at udstikke visionerne for en ny kulturpolitik". Og denne gang skal hele molevitten af glade visioner komme fra kunstnere og kulturinstitutioner selv. Som avislæser undrer man sig. For hvad mon præcist, den kolde lørdag i januar, giver Have håb om, at der nu kan stables noget 'visionær' tænkning på benene? Og skal det forstås sådan, at kunstnere og kulturinstitutioner indtil dette øjeblik ingen visioner har haft, ingenting har gjort, og at der først sker noget nu, hvor kulturlivets egne 'blæser til kamp for kulturen', nu hvor tiden er 'kommet til at sætte handling bag ordene'?
I tråd med den engelske rapport om museernes samfundsøkonomiske betydning (omtalt i Danske Museer 5, oktober 2008, s.8), ser også pr-chefen kultur som 'investering'. Dermed gives, skal man tro ordvalget, afkald på, at kultur og kunst skaber kvaliteter af en anden art end markedsøkonomien. Kvaliteter, der ellers nok kunne nære det nye dannelsesbegreb, kronikken også efterspørger. Men i så fald må både talen om og opfattelsen af kulturpolitikken vendes på hovedet. Så skal det ikke længere hedde, at man 'investerer i kultur'. Kultur skal ikke oversættes til økonomi, men fremstå som et fundament, alting hviler på.
Endelig er der mediernes fortløbende føljeton om 'de ulovlige kunstkøb' med spændingsmomenter nok til en ny dokudrama-serie. Den efterlader sig et sløret billede af museumsfolk og museer som mere eller mindre skurkagtige. Det er vist ikke helt gået op for medierne, at historien i grunden hverken er rigtig skurkagtig eller særlig aktuel. Til gengæld peger den på komplekse museologiske problemer om global handel, udveksling og tilbagelevering af kulturarv. Men artiklerne og reportagerne, der graver sig ned i 'dramaet' og giver det en dybde, der rækker ud over en enkelt dansk museumsinstitution, har vi endnu til gode.
Uvederhæftig? Demokratiets vagthund? I slipstrømmen på mediernes unuancerede museumsformidling savnes under alle omstændigheder et konkret oplæg fra museerne selv til en diskussion af, hvordan man fremstår eller gerne vil fremstå i medierne, og hvordan det påvirker offentlighedens holdning til museerne. Holdninger, der selvfølgeligt er alfa og omega, fordi de virker tilbage på den politik, der føres. Oplægget til en sådan diskussion kunne med fordel komme fra museernes egen faglige organisation.