Fronter  
 
Ikke sjældent bliver kulturelle, materielle og åndelige symboler skydeskive, når byer eller lande belejres. Historien, og med den erindringen og forestillingerne om kulturelt fællesskab og fælles arv, rammes på centralnervesystemet, når bøger, kunstværker og kulturelle skatte går op i røg eller på andre måder udslettes. Det berømte national- og universitetsbibliotek i Sarajevo, som i august 1992 sattes i brand, tegner et af de mest katastrofale eksempler i nyere tid: 80 % af bøger, dokumenterjournaler og manuskripter, som vidnede om bosnisk historie, forsvandt. Samme år ramtes også byens Olympiske Museum, som havde huset såvel kunstudstillinger som dokumentarfilmfestival. Museet svarede igen ved at forsætte udstillings-aktiviteterne under belejringen. Under helt andre fredelige omstændigheder eksisterer der en gren af museer og udstillinger, som tematiserer krig og belejring; at de ikke på samme direkte måde befinder sig i en kampzone, hvor vej- og selvmordsbomber, snigskytter og missiler er en del af hverdagen, gør ikke deres mission mindre vigtig. Som offentlig og offensiv formidling og nødvendig samtidsdokumentation vidner disse museer og udstillinger om, hvorfor museer i sig selv og til enhver tid er vigtige. I kraft af en evne til at gøre det fjerne, i såvel tid som distance, nært og uafvendeligt. Ved at vise, at der altid er en forbindelse mellem den, som ser og det, som ses. Og ved at vise det på en måde, som forhindrer, at vi forskanser os fra de vidnesbyrd, tingene lægger for dagen.
Et dansk kulturhistorisk museum accentuerer for tiden den pointe, når man i en udstilling med et historisk tema også trækker en tråd til nutidens krig i Afghanistan. Som enhver dansk soldat i Helmand opfordres gæsterne til, ved udgangen, at udfylde deres testamente... Det er samtidsdokumentation i en form, der adskiller sig fra digitale ny-hedsstrømme. Og qua for længst udkæmpede slag får nutiden ræssonansbund og historien aktualitet - erindring og samtid i et hug, på den tingslige måde, som blot museerne kan. Fordi de fortløbende viser tingene omsorg og bevarer, ordner, registrerer dem og gennem forskning, udstilling og evindelig granskning atter gør gemt og glemt nærværende og interessant. Til oplysning for de mange, der også selv viser museerne oprigtig interesse.
At der fortsat er slag, som både skal erindres og kæmpes på ny, også når det gælder museernes eget virkefelt, vil redaktionen af Danske Museer gerne markere på falderebet til et nyt år. Med tak til læserne og til dem, der ydede tidsskriftet bidrag i 2008, kridter vi banen op på ny. Til videre debat, causerier, kritik og anden kompetent tale om alt, hvad der rører sig i en museumsverden, der som bekendt hele tiden må ruste sig til nye udfordringer.