Forside Redaktion/udgiver Om Danske Museer Deadlines Tidligere numre Fritekstsøgning Forfattersøgning Emneindeks Forfattervejledning Annonceinformation Abonnement Links Text in English         Mennesker og museologi     Det er nok de færreste museumsmedarbejdere, der har en onkel, som er kunstner, samler og forfatter af kunstbøger og med en bred viden om kunst og genstandskultur - og som selv er uddannet pianist med passion for samtidens avantgardemusik og jazz. Det var ikke desto mindre den franske museumsmand George Henri-Riviéres baggrund. Riviére var én af de centrale skikkelser i moderne museologi, initiativtager af det nu hedengangne folkekulturmuseum Musée National des Arts et Traditions Populaire i Paris, foregangsmand for den franske økomuseumsbevægelse og den første leder af International Council of Museums - ICOM. Fordelen ved at have såvel kunst, folkekultur samt jazzens syntese af disciplin og improvisation inde under huden, er imidlertid ikke vanskelig at få øje på i museumssammenhæng; også her er behovet for faglig ekspertise, kreativ sans, improvisatorisk ydeevne og idé slående. Riviére ville reformere museet og gjorde op med et kulturliv, der var underlagt en enkel, styrende autoritet og på flere niveauer vægtede samspillet mellem menneske, kultur og natur. Museet skulle ikke være en ophøjet om-sig-selv-lukket bastion, men en aktiv del af samfundsudviklingen og et rum, hvor lokalbefolkningen sammen med eksperter tog del, lærte, fik indflydelse. Det var museologi, ikke for æggehoveder, men for mennesker. Hvorfor så et fransk museumshistorisk tilbageblik i et dansk museumsblad anno 2008? I en tid, hvor kulturpolitikken antager karakter af lommeuld (som bekendt det eneste, der ifølge Storm P. opstår ud af intet) er den et spejl at holde op for sig selv og et memento. Om en tid, der troede på, at museer kunne gøre en forskel, at oplysning var grundlaget for forbedringer af enhver art, at indlevelse og læring var to alen af ét stykke. Den minder om en periode, hvor en ny museumsform nød politisk opbakning. Måske på grund af aktørernes udtalte bevidsthed om museernes betydning som samfundsinstitutioner. Og nok fordi de franske museologers projekt var båret frem af lige dele kritisk sans og gode ideer. Og måske fordi det var en museologi, der forstod teorier og ideer som museumsobjekter, og museumsobjekter som håndgribelige ideer. Andre museologiske entreprenører fulgte i kølvandet; i Norden blandt andre professor i museo-logi ved Umeå Universitet Per-Uno Ågren, som vi minder i dette nummer af Danske Museer. For den svenske museumsnestor var udstillingssproget af særlig betydning. Mediet skulle udvikles for at kunne variere og nuancere vores forståelse af verden; på riviérsk vis satte også Ågren mennesket i centrum. Flere steder herhjemme vinder museologien i disse år terræn som universitetsfag i relation til institutter for såvel kultur, kunst og naturvidenskab. Med en ny gymnasiereform åbnes der samtidigt for, at museologi og museer kommer på skemaet i en faglig kvalificeret form. Det er så op til undervisere, museumsfolk, ledelser og politikere at realisere de enestående perspektiver, der ligger heri: For uddannelsernes vedkommende et frodigt terræn af alternative læringsformer for øje, krop, tanke og sprog; for museerne en mulighed for at manifestere og udvikle sig som steder for viden, oplysning og læring. For en ny kulturminister må det være en drømmeopgave - og en pligt - at fremme ethvert initiativ, der arbejder for at styrke museernes faglighed og samarbejde mellem kulturliv, skoler og videregående uddannelsessteder. Det kræver indsigt og handling på tværs af kunst, kultur, økonomi og ministerier, og det kræver frem for alt gode ideer, kyndig improvisation og gehør. Vi ønsker den ny kulturminister velkommen og god arbejdslyst.