Forside Redaktion/udgiver Om Danske Museer Deadlines Tidligere numre Fritekstsøgning Forfattersøgning Emneindeks Forfattervejledning Annonceinformation Abonnement Links Text in English         Mind the Gap!     Sådan lyder det, når tog i Londons undergrund nærmer sig stationen og man advares mod at falde i kløften mellem vogn og perron ved udstigning. I al sin korthed fortæller udtrykket også industri- og transporthistorie fra en tid, hvor passagertallet voksede massivt og øgede kravet til kommunikation med masserne, som skulle guides gennem storbytrafikken. Sprogligt afspejler det historiske forbindelser mellem Norden og England: mind som i minde, gap som i gab, altså: pas på gabet! I museumshoppen på London Transport Museum kan man købe en mind the gap køleskabs-magnet med hjem og på den måde blive ejer af et symbol på noget sandt 'engelsk'. Som deltager på museumskonferencen i Nyborg faldt tanken også på kløfter og gab. Og i en kommentar i dette nummer af Danske Museer vender kulturministeren blikket mod England som forbilledligt eksempel. Ikke af historiske årsager, men ud fra en generel betragtning om at engelske museumsdirektører befinder sig i 'en museumssituation, der er helt parallel til den danske'. Private formuers aktuelle vækst og et øget pres på den offentlige sektor er fælles for begge lande. Men hvor englænderne ser de private penge som et gode, bliver det her til lands, ifølge Mikkelsen, 'gjort til et problem, at der er stigende private bidrag til museerne'. Derfor kan vi, mener ministeren, tage ved lære af England. På vej mod kulturlivets stigende afhængighed af private bidrag. Nu forholder det sig vel næppe sådan, at det i sig selv er et problem, at 'private' giver til museerne; fremstillingen synes således at tage et underfundigt retorisk rejehop. I historisk lys tager forholdet mellem dansk og engelsk sig snarere ud som en kløft mellem to landes traditioner for forvaltning af kulturkroner. Den danske tradition for statslig kulturstøtte er om ikke enestående så dog sjælden i et internationalt perspektiv; hertil kommer, at vi har en lang tradition for, at fonde (Carlsberg, Maersk, Egmont, Augustinus m.fl.) støtter kulturlivet, og som, var vi dem foruden, ville have givet et ganske andet museumslandskab, end tilfældet er. En forskel mellem det danske og det engelske er, foruden den solide statsstøtte, især de private sponsordonationer. I England iværksattes allerede i mellemkrigsårene samarbejder mellem private virksomheder, stat og museer, ikke mindst motiveret af merkantile kræfter, som kunne se fordele ved at samarbejde med kulturlivet. Man har altså arbejdet på sagen i nogen tid. Hvis den model skal fungere i dansk sammenhæng må de museums-politiske visioner ledsages af konkrete initiativer, som kan motivere danske virksomheder til at yde sponsorstøtte ud fra en forståelse for museernes behov og generelle betydning for det danske samfund. Ellers vil kløften mellem vision og realitet vokse sig, ja, gabende stor. Set fra gulvplan, f.eks. en lørdag formiddag på Nationalmuseet, hvor alverden - børn, ældre, ægtepar, enlige japanere og også englændere, har sat hinanden stævne for at se den nyåbnede oldtids-udstilling (støttet af A.P.Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal) melder sig endnu en kløft: På den ene side publikums umiddelbare fascination af sporene fra de tidligste mennesker, langbuer, pilespidser, moselig, kedler, krukker og kroge, som viser vi aldrig holder op med at søge svar på hvor vi kom fra, og hvorfor vi er her - set gennem museets særlige optik. På den anden side en politisk tendens til at tænke museer som målrettede enheder, der fordrer, at museerne 'til stadighed skal være bevidste om, hvilke forventninger omgivelserne har til deres indsats og virke' (jf. invitation til Nyborg-konferencen), og at 'brugerne i langt højere grad skal tænkes ind' (jf. ministerens oplæg i Nyborg) - museet som et middel i samfundets tjeneste. Måske skulle man i stedet vende tanken på hovedet og indse, at det ikke udelukkende er brugerne (tidligere kaldet 'borgerne'), der i snæver forstand skal tænkes ind i museerne. Måske skal museerne i skærpet grad tænkes ind af brugerne, som foruden de besøgende også omfatter politikere og erhvervsfolk - de potentielle private givere. Det er altså ikke tilstrækkeligt at anskue museerne som afgrænsede instrumentelle enheder. Som idé er 'museum' jo et elementært væsenstræk ved at være et moderne menneske med hang til erindring, repræsentation, ophobning, samling og tingfinderi af enhver art. Museer er formaliserede rum og åndehuller for den symbolik og fantasi, der fra tidligste færd bevirkede, at kunstdyrkende 'moderne' cromagnonmennesker slog neandertalerne i det, man vel kan kalde for den første kulturkamp nogensinde. Eller som det hedder et sted i Oldtidsudstillingen: "Kunst brugte neandertalere ikke, så måske var det mangel på fantasi, som gjorde deres møde med cromagnonfolkene så katastrofalt. Cromagnon-folkene var derimod stærkt optaget af symbolik, og deres hulemalerier, venusfigurer og benfløjter demonstrerer åndsevner på fuld højde med nutidige menneskers". Det gav dem kræfterne til at foretage det længste spring over en af evolutionens kløfter, og os, efterkommerne, meget at leve op til.