Annonce: Museumsrejser
 
  Pakkerejser, afbudsrejser, rundrejser, dykkerrejser, bryllupsrejser, yoga- og gourmetrejser, skræddersyede rejser og kvalitetsrejser. For blot at nævne eksempler hentet fra avisernes rejsetillæg og internettets digitale annoncer. Her finder man ikke blot tilbud på rejser til enhver tænkelig destination, men også rejser af enhver type tilpasset den enkeltes behov. Eller, som det oftere er tilfældet, ikke tilpasset andet end de standarder, der i forvejen måtte ligge inden for det pågældende rejse- eller flyselskabs rammer. Med alt, hvad det indebærer af kortere eller længerevarende fiksering i flysæder og udsigt til skiftende skydække, vacumpakkede snitter og flysjusser i plasticglas. Har man en million kan man også, som den 32-årige dansker Per Wimmer, søge om at komme en uge til Månen med helpension gennem 'rejsebureauet' Cape Carnavaral i USA, en drøm, der måske går i opfyldelse tor Wimmer, som nu står på ventelistens femteplads.
I den anden ende af pris- og kilometerskalaen foreligger muligheden billigrejser som beskrevet af arbejdersønnen og forfatteren Halfdan Rasmussen i et folkekært digt, hvori fortælleren som bekendt fastslår, at det er rart at være hjemme Ved sin egen vindueskarm'. Det sætter tankerne i gang om fjerne himmelstrøg, fortrinsvist Hindustan, og forestillingerne løber digteren i pennen om en hindu, hans kone, søn og datter og hinduhanernes eventuelle egenartede lydvariant af et dansk 'kykliky', inden de må lade livet 'en af da'ne'. Mellem rim af banaliteter dukker ordenes egen sandhed op og erkendelsen af, at et vindu' nok giver
udsyn til haven, men jo også rimer på hindu og dermed står i relation til resten af den verden, digteren føler sig nært forbundet med, hvor fjern den end måtte være. Dermed er billigrejsen fuldført. Man kunne tro, at mulighederne for at give ferien indhold nu var udtømte. Men ind imellem pakkerejser, måne- og billigrejser af poetisk karakter foreligger en sidste mulighed. Den at aflægge danske museer et eller flere besøg og dykke ned i det hav af udstillinger, som sommeren over vises rundt omkring i landet. Museumsrejsen udmærker sig ved det direkte møde med genstande og fortællinger fra og om fortiden, månen, hindustan eller andre steder og emner, som i en eller anden forstand er fjerne i tid eller rum eller, som samtidskunsten, omsætter refleksioner, viden og nutidige værdier til værker og iscenesættelser, vi som beskuere direkte konfronteres med, reagerer på eller går forbi uden at opdage det. Men de er der. Geografisk set behøver man ikke rejse langt, før det hele ligger foran ens blik. En cykeltur eller busbillet skulle i mange tilfælde kunne gøre det, så er man der allerede.
Ud over at bringe en fyldig oversigt over sommerens mange udstillinger og arrangementer rummer dette nummer af Danske Museer en række uddybende artikler om nogle af de udstillinger, som vises nu og sommeren ud. Se dem på et museum nær dig. Eller gør turen til Rudersdal, Randers, Rønne, Frederikssund, Hillerød, Herning, Humlebæk, Skagen, Lemvig, Sæby eller Ribe ...
Rejsen starter her.