Forside Redaktion/udgiver Om Danske Museer Tidligere numre Fritekstsøgning Forfattersøgning Emneindeks Forfattervejledning Annonceinformation Abonnement Links Text in English   Ind i Museumsverdenen     'Museumsverdenen' er et ord, der jævnligt dukker op i ældre årgange af Danske Museer. Og i Vestlig profil af den jyske halvø skriver forfatteren Peter Seeberg ligefrem, at han så det som sit livs held at være kommet 'ind i museumsverdenen'. Det blev så også museumsverdenens held. Danske Museer er vital arvtager af Seebergs Museumsmagasinet (oktober 1977 - november 1987) og modent tidsskrift på 21. årgang. Ved indgangen til en ny redaktion kunne der være god grund til at standse op ved begrebet. For museumsverdenen kommer selvfølgelig det tidsskrift ved, som i ord og billeder og med en fri redaktionel linie selv tegner en profil af den verden. Fra flere vinkler, fordomsfrit, relevant og nysgerrigt skal Danske Museer anskueliggøre, bringe nyt stof frem, skabe grobund for meningsudveksling og spørge ind til de grundlæggende antagelser om museumsverdenen. Det er den afgående redaktørs fortjeneste at have opfyldt kriterierne til fulde og at have givet dem mening; sammen med det øvrige energiske og rutinerede bladhold er målet, at sådan skal det fortsat være ... Ordet 'museumsverdenen' afspejler, at når man har sagt museum, trækker det noget større og mere komplekst med sig end den enkelte institution. Det siger også, at museernes verden er noget andet end f.eks. pengenes, politikernes, tv-mediets eller reklamernes verden. Men ordet rækker videre end til museerne selv. Det forbinder dem med den øvrige verden. I den forstand er museumsverdenen også et link til resten af verden og verden set gennem museernes optik. Som deltager på et museologikursus i starten af 1990'erne, fangede tidsskriftet min opmærksomhed: Her blev alt i verden til en sag for museerne. Gerne med kritisk bid, formålsrettet, til sagen. Her kunne man læse om "det rent ud forunderlige ved betænkning 525" (3-4/1989) og "..hvad det er, der gør H.P. Clausens forslag så farligt for museumsverdenen" (1/1988). Her undrede man sig over "hvorfor de kulturhistoriske museers udstillinger ikke anmeldes i nævneværdig grad i pressen?" (3/1991). Et sted foreslog en skribent, at museer på tværs af grænser slog sig sammen om selvstændige filmproduktioner: "Det kunne passende blive til programmer, der fremhæver de enkelte landes kulturelle egenart som basis for 'den europæiske identitet', der tales så meget om" (2/1989). Ingen tvivl, her viste museerne vejen. Og her var billeder; og omtaler af nye udstillinger og bøger og bookede udstillingskalendere. Man behøvede blot at lade fingeren løbe gennem siderne, bladre og se for at komme ind i museumsverdenen og føle sig heldig som Peter. Det er tankevækkende, at mange temaer i tidligere årgange fortsat har lysende aktualitet. Når der nu som før f.eks. er en tendens til at opfatte museerne som steder, der bør forny og udvikle sig, er det ikke misforstået. For der er altid noget på færde i museerne, de fornyer sig hele tiden. Som børn af det moderne kan de slet ikke lade være. Problemet er, når det indebærer en retorik eller konkrete tiltag, som forplumrer eller misforstår museumsverdenens værdier og forskubber dens idégrundlag i forkerte retninger. Et problem er det også, hvis det kun er museerne selv og ingen andre, som kan se og forstå museumsverdenens betydning for den klump, vi kalder det danske eller det internationale samfund, inklusiv medier og politikere. På den nært forestående museumskonference i Nyborg vil kulturministeren sætte museernes fremtid til debat og give sit bud på de problemer, han mener museerne bør forholde sig til, og alle er inviteret. Derfor er konferencen omvendt også en kærkommen anledning til, at museerne selv viser vej og melder ud med det, de mener, regeringen bør forholde sig til. Museerne skal jo ikke tilpasse sig klumpen. Men at se sin funktion også i bredere sammenhænge og på tværs af fag, institutioner, landsdele og lande, tydeliggør særpræg og selvværd. Som bekendt er det et godt afsæt for at danne nye fællesskaber. Danske Museer tegner i sig selv et museologisk danmarkskort. For hvert nummer udspalter det forestillingen om en homogen verden i stadig nye nuancer - og samler feltet igen. Man ser på sig selv og de andre, på samhørighed og forskelle. Også andre end museernes egne folk er velkomne i spalterne, studerende, politikere, universitetsprofessorer, tv-producere eller damer fra Planstyrelsens 5. Kontor. Men stoffet er båret frem af et generelt træk: Kærligheden til museerne. Og i mange tilfælde af en følelse lig Peters, heldet at være kommet ind i museumsverdenen. Så derfor: Tag og skriv kære kulturminister, konferencedeltagere, kulturarvinge, interesseorganisation, museumsansatte, studerende, gæster, politikere, kritikere, mæcener, svenskere, vestjyder og alle andre med noget på hjerte i museumsverdenen, velkommen indenfor.