Afleder 		 
  Der er ledere til dette blad, der så at sige har skrevet sig selv - og der er de, der ikke blev til noget. Dette bidrag hører til den sidste kategori, for det kom aldrig rigtig til at handle om et for museerne påtrængende emne. Ikke direkte i hvert fald. Dette, kombineret med et af tidens gang dikteret forhold, gør, at man måske kan vælge at kalde disse ord for en afleder.
Blandt de emner, som denne tekst ikke kom til at handle om, kan man tælle moms på de lovbundne arkæologiske nødudgravninger. Den ordning der betyder, at bygherre skal betale moms afregningen for den arkæologiske undersøgelse, der måtte være nødvendig forud for et anlægsarbejde. Eller sagt på en anden måde, den ordning der pålægger bygherre en afgift til staten for hans eller hendes bidrag til viden om og bevaring af samme stats historie og kulturarv.
Et forhold der rettelig burde betegnes som kulturfjendsk statslig pengegriskhed. Et andet emne, som også kunne have været genstand for behandling, er de kommunale tilskud til museerne, der på grund af en forvaltningsbetinget "teknikalitet", er blevet forringet med 2 %. Den kommunale moms på udbetalte tilskud er faldet fra 7 % til 5 %. Det lyder måske ikke af meget, men de millioner, som museerne således samlet går glip af, svarer til driften af et middelstort dansk lokalmuseum.
Disse linjer skal heller ikke handle om, at museerne og deres organisation har været frygtelig tilbageholdende med at bringe sådanne forhold til offentlighedens kendskab - og til at lægge et solidt pres på politikerne.
At det er således, kan der være mange gode grunde til.
Men blandt dem skal ikke tælles manglende mulighed for at komme til orde. Derfor handler dette indlæg i virkeligheden om Danske Museer - og om at museerne har et frit og ubehæftet nyheds- og debatforum.
Et blad med en fuldstændig uafhængig redaktion. Et blad som hverken er en tilbudsavis eller et menighedsblad, for begge kategorier må nødvendigvis forholde sig selektivt til virkeligheden - og kan i sine anprisninger næppe gå på kompromis med diverse selvforståelser.
Danske Museer fødtes i 1988 som en fornyelse af det fremragende, men skrantende, Museumsmagasinet, det var en af Peter Seebergs mange fortjenester.
Siden da har den redaktionelle frihed på godt og ondt været det absolut bærende princip. Igennem alle årene har Danske Museer modtaget et tilskud, først fra Statens Museumsnævn, siden fra Kulturarvsstyrelsen. Men altid er tilskuddet givet helt uden betingelser og indblanden. Helt fra begyndelsen har bladet også været trygt forankret i Museumstjenesten på ganske samme vilkår.
Det skal også ubetinget være fremtidens model. Jeg havde selv fornøjelsen at skrive den første leder i Danske Museer tilbage i 1988. På vej ud ad døren skal jeg tillade mig den nostalgiske exces at citere en smule fra den: "Bladet skal ikke snakke for sin syge moster, men forhindre at hun bliver det.
Det skal ikke være en grædekone - heller ikke en glædespige. Men gerne en skæg fætter. Det skal give et sobert billede af museernes vilkår og formåen".
De linjer har vel været en del af den katekismus, som redaktionen har terpet indtil i dag. Om de også skal være det i fremtiden er helt op til den kommende redaktion. Det er sådan set hele pointen. Men den, redaktionen, skal have alle gode ønsker for fremtiden - samtidig med at undertegnede så hjerteligt skal takke for opmærksomheden - og til Tove, Else og Museumstjenesten: tak for et fortræffeligt samarbejde.