Forside Redaktion/udgiver Om Danske Museer Tidligere numre Fritekstsøgning Forfattersøgning Emneindeks Forfattervejledning Annonceinformation Abonnement Links Text in English   Museerne til eftertanke     Et løfte fra ministeren På KU AS' årsmøde for nu snart 2 år siden lovede ministeren, på opfordring fra salen, en konference i 2008 om museernes vilkår. Der er en del gode grunde til at give museerne og deres liv i Danmark en eftertanke. I løbet af de seneste år har museerne oplevet mange forandringer i det fysiske rum, de opererer i og i vilkår, de har for deres drift. Her skal nævnes et par af de mere markante ændringer: KUAS Der blev i 2001 etableret en Kulturarvsstyrelse (KUAS) i stedet for den gennem længere tid planlagte Museumsstyrelse. Skiftet skete så at sige natten over, uden at museerne fik lejlighed til at drøfte styrelsens opgavefordeling, vægtning og emner. Der havde været en række overvejelser om en Museumsstyrelse, men KUAS lå der altså en skønne morgen i en form, som stort set alene var et politisk design. Statens museer under pres Statsmuseerne har gennem en nu lang årrække været udsat for årlige besparelser, der for længe siden har nået knoglemarven. Det er stort set sket uden debat i offentligheden og, så vidt jeg ved, uden tilgrundliggende overvejelser om konsekvenserne af de drastiske besparelser. Der har således ikke været en målsætning i processen - bortset fra at imødekomme finansministerens maniske optagethed af sparekassebogens beholdning. Det betyder, at statens hovedmuseer ikke længere er i stand til at løfte deres op gave i h.t. museumslovens § 12. Det er således en stærkt begrænset museumsfaglig rådgivning de kan yde, bl.a. fordi de landsdækkende specialer, de før kunne opretholde, enten er nedlagt eller på vej til det. Afgørende viden udfases af samfundet, uden at det ofres nogen særlig opmærksomhed. Statstilskuddet i stampe - puljer De statsstøttede museer er på lignende måde udsat for statslige besparelser, om end metoden er mere indirekte. Således er statstilskuddet ikke blevet nominelt forøget de seneste mange år, og i forhold til den almindelige fremskrivning, er det i dag procentuelt stærkt forringet. I processen er der blevet tilvejebragt et antal puljer, som kan søges af museerne til løsning af særlige opgaver. De opgaver defineres af ministeren, og vi får på den måde en øget statslig styring af museernes opgaveløsning - samtidig med at staten reducerer sit økonomiske engagement. Det er en væsentlig ændring i museernes vilkår. Big is beautiful Gennem de seneste år har museerne tillige oplevet stadig kraftigere signaler fra minister og KUAS om at søge sammen i institutionsstørrelser, der bedre kan modsvare samfundets krav til museerne. Processen er allerede i fuld gang, og den rummer uden tvivl fordele for både museerne og samfundet. Men den betyder også væsentlige ændringer i vores samfundsfundering - væk fra et stærkere lokalt forankret folkeligt fundament frem mod mere politisk/professionelt drevne museer. Nye samarbejdspartnere Samtidig sker der en tilnærmelse mellem forskellige kategorier af kulturformidlende institutioner. Museerne får således nye samarbejdspartnere - eller tager initiativer i lokalsamfundene, som ville være utænkelige for blot få år siden. Dermed kommer museumsbegrebets strukturrammer i spil - og det er aldeles glimrende. Men også et par overvejelser værd. Kommunalreformens konsekvenser Den netop gennemførte kommunalreform har selvfølgelig haft omfattende betydning. Mange museer har fået ny primær tilskudsgiver, mange er indgået i fusioner med tidligere nabomuseer, og i flere tilfælde har det naturligt resulteret i nye ejerforhold. Kommunalreformen skabte turbulens i vores verden, men den skabte også muligheder i et samfund, hvor alle blev grebet af forandringens udfordring og turde mere, end de selv anede. Inden traditionens blytunge hånd igen har fået greb om processen, må man håbe, at flere af de gode ideer har løftet sig fra vision til realitet. Men deres heldige gennemførelse kan sagtens blive en udfordring for de bestemmelser, der nu regulerer museernes drift. Der skete selvfølgelig de helt reformkonsekvente ændringer i museumsloven, men der tilbagestår en række spørgsmål om bl.a. tilskudsbestemmelser, bestyrelsessammensætninger, samarbejdsrelationer som ikke nødvendigvis kan rummes i loven. Helt påtrængende er de uafklarede økonomiske konsekvenser af kommunalreformen. Med udgangen af 2010 vil tidligere amtstilskud være uden museumsadressat og kan ende med at blive en del af det kommunale bloktilskud. Det vil skabe betragtelige problemer nogle steder i landet. Tilskuddene afledt af samdriftsaftaler, som ikke længere er relevante efter kommunesammenlægninger, er på lignende måde i spil med udgangen af 2010. De forhold skal afklares snarest. Museernes egen udvikling Der er således sket væsentlige forandringer i samfundet, som giver gode grunde til at "gentænke" museerne, til at se på deres vilkår og til at udstikke en fremtidig retning for deres samfundsrolle. Den rigtige måde at gøre det på er selvfølgelig gennem en revision af museumsloven, og at gennemføre revisionen inden tilskudsændringerne i 2010 effektueres. Det vil samtidig være en helt naturlig konsekvens at revurdere museerne og deres forhold til kommunerne efter kommunalreformen. Det bør drøftes om museerne skal være en obligatorisk institution i en kommune, og der bør skabes den lovmæssige baggrund for en mere dynamisk involvering af museerne i lokalsamfundene - både gennem deres initiativer og deres samarbejdsrelationer. Samtidig må man forvente, at de nu større kommuner vil øge deres ambitionsniveau - også på museumsområdet. Det kan få betydning for statsanerkendelsesbestemmelserne, der i dag er entydigt statsregulerede, skønt kommunerne bærer et hovedansvar for økonomien. Der kunne f.eks. også sættes mere fokus på museumssammenlægninger/-oprettelser indenfor eksisterende statsanerkendelser. Museernes interne udvikling Men også museernes interne udvikling tegner streger til et revideret fremtidigt museumsbillede. Hvis man forsøgsvis skal beskrive historien og male den med en pensel, der kan dække en ladeport i et strøg, kunne det se sådan ud: • Frem til 1950erne, ja mange steder frem til 1970erne, var muserne generelt et folkeligt anliggende. Der blev grundlagt museer, skabt samlinger og indrettet - ja enkelte steder nybygget - udstillingsarealer, og foreningsbegrebet var museernes strukturelle forankring. Kommunerne bevilgede nogle steder en hundredkroneseddel - og Nationalmuseet kom på besøg og scannede med myndigt blik samlingerne. • Med museumsloven (tilskudsloven) i 1976 blev der for alvor sat skub i professionaliseringen. Lovens formål var tillige at fremme samarbejdet mellem museerne og skabe en klarere opgavefordeling. • Loven skabte baggrunden for et stærkt forøget økonomisk engagement i museerne hvor kommunerne for alvor begyndte at tage medansvar. • Det medførte som sagt en kraftig vækst i den faglige professionalisering af museerne - en udvikling der fortsatte med loven af 1984, hvor de museumsfaglige opgaver blev lagt ind i museumsloven, og deres løsning bundet op på museets stab. Fremtiden: styrkede forvaltningsressourcer Skal man pege ind i fremtiden, vil en fortsat professionalisering være et godt bud. Men ikke en professionalisering af de museumsfaglige færdigheder, men derimod af museernes forvaltningsressourcer. En række museer bliver i højere og højere grad en integreret del af samfundsforvaltningen - og ligesom andre steder i det offendige, må man kunne stille krav til vores evner og forudsætninger for at løse opgaven. Derfor kan en opgradering af forvaltningskapaciteten på museerne naturligt blive en af overskrifterne i en kommende lovrevision. Uddelegering Det forhold er også relevant i forbindelse med den uddelegering af opgaver til museerne, som blev indledt med udlægningen af tilsynet med de fredede fortidsminder til et antal museer. Der findes allerede planer for andre områder, og museerne bør indiskutabelt være rede til at påtage sig opgaven. Det er klart, at det vil medføre nogle konsekvenser for museernes indbyrdes relationer, men den forskel er allerede de facto etableret i kraft af de sammenlægninger og nye institutionsstrukturer, der er opstået flere steder i landet. Det er samtidig en forskel, der vil blive accentueret af de førnævnte ambitionsniveauer i kommunerne. Nogle kommuner vil satse på kultur og kulturformidling, andre vil vælge andre prioriteringer. Men valgene vil blive væsendige for museernes lokale udviklingsmuligheder - og dermed deres ressourcer. Hver sine veje Det leder frem mod en anden tendens, der tegner sig i museumsgeografien. Den tidligere tilstræbte ensartethed i struktur og vilkår, som er et hovedtema i den eksisterende museumslov, ser ud til at være i opbrud. Det skyldes ikke kun udviklingen i museernes institutionsstørrelser men også i deres selvforståelse og målsætning. Således tilnærmer nogle kunstmuseer sig kunsthalsbegrebet mere og mere i deres visonering af fremtiden. Blandt de kulturhistoriske museer oplever man en forskellighed i udviklingen af de kulturhistoriske lokalmuseer og de såkaldte specialmuseer med landsdækkende virkeområde. De sidstnævnte er ofte i den situation, at en forholdsvis stor del af deres drift er baseret på egenindtjeningen. Det betyder, at formidlingudbuddet nogle steder udgør en betragtelig del af institutionernes virksomhed. Det betyder også, at tilbuddene i højere grad kan antage en underholdningsindustriel karakter. Det er helt forståeligt, at man søger sin omsætning i det terræn, hvor man mener at pengene ligger. Men der er selvfølgelig også i en sådan udvikling behov for at overveje mere langsigtede konsekvenser, og få tilrettet de regulerende bestemmelser, så de passer til de faktiske forhold. På det andet ben i de kulturhistoriske museers udvikling står de lokale museer. De varetager som regel en meget veldefineret opgave i den offentlige forvaltning og dækker områder i forvaltningen af kulturarven, som er både geografisk og emnemæssigt nøje beskrevet. Det er ikke alle museer, der varetager alle arter af opgaver, men de fleste dækker relativt bredt. I et lovrevisionsperspektiv bør disse forhold altså inddrages. For mig tegner der sig - som det vil også fremgå af ovenstående - to spor i udviklingen af de kulturhistoriske museer: • en række museer, der i højere grad bygger deres virksomhed og omsætning på et oplevelsesøko-nomisk fundament. • en række museer, der varetager (et stigende) antal opgaver i den offentlige forvaltning. De har ikke brug for identiske bestemmelser i museumsloven, men begge kategorier har brug for bestemmelser, der ikke lægger sig hindrende i vejen for deres rimelige udvikling. Pengene følger opgaven Den stedfundne udvikling lægger op til et ændret tilskudssystem. For det første skal der gennemføres drøftelser med KL om bedre sammenhæng mellem ansvar og finansiering, for det andet bør der i fremtiden tages udgangspunkt i opgaveløsningen, når der beregnes statstilskud. Tilskuddet bør således i højere grad følge opgaveløsningen, end det gør i dag - og tilskudsudviklin-gen skal være reguleret på sædvanlig vis gennem fremskrivning årligt med pristallet. Samtidig må de urimelige besparelser på de statslige (hoved-) museer ophøre, så de atter kan indtage en naturlig rådgivende plads i museumssamfundet og dermed løfte nationale forsknings- og vidensforpligtelser. Vi skal i gang nu Der er en lang række andre forhold, som vil være relevante ved en lovrevision - og flere af ovenstående vil nogle antageligvis finde irrelevante. Men det er ikke det afgørende. Det er derimod at vi kommer i gang med vores overvejelser, får etableret nogle holdninger, opviser visioner og får gang i en offentlig debat. Det er længe siden museerne sidst har præget medierne - bortset fra guldhorn o.l. - og sat en dagsorden for kulturdebatten. Det kan vi passende gøre i 2008 - samtidig med at vi forbereder en ny museumslov.