Dansen om guldhornet 		 
  En nat i september blev guldhornene med et (økse-)slag ophøjet fra det blege genskær af det for længst tabte til et skinnende gyldent nationalsymbol.
Straks efter tyveriet i Jelling fik pressen pudset danseskoene og budt sig selv og læserne op til en fyrig runddans om hornene - og snart greb myndigheder og museumsfolk begærligt de fremstrakte hænder fra dansekredsen og trådte med så sveden sprang.
Ret hurtigt, men helt forståeligt, den rasende fart taget i betragtning, blev alle aldeles rundtossede. Således glemte mange det lille ord: kopi, mens andre aldrig rigtig fik den fornødne tid til at afdramatisere tabet af det - i øvrigt glimrende - stykke guld- og sølvsmedearbejde fra 1800-tallets midte. På universitetet blev man så rundtosset, at man helt glemte sagens rette sammenhæng og straks var rede til at rette bager for smed. Her mente man, at det var en katastrofe, at lokalmuseerne får lov til at låne ting, som de ikke er i stand til at passe på! Ja, at de ikke engang har ordentlige alarmsystemer!
Man må håbe, at den viltre akademiske ånd til daglig tøjles bedre af ædruelig kildekritik, for tyveriet fandt, som alle andre vidste, sted fra Nationalmuseet selv.
Det samme Nationalmuseum i øvrigt, som - helt forståeligt - pålægger lokalmuseerne ganske betragtelige sikkerhedskrav, når der udlånes genstande.
Selvfølgelig kan der ikke rejses tvivl om, at Nationalmuseet kan opfylde de krav i egne lokaler, som de stiller til andre. Det er man helt sikkert opmærksomme på. Men de høje råb på mere sikkerhed, der fulgte tyveriet, skal ikke besvares nu og her. Hvis vi ønsker den totale sikkerhed mod den slags begivenheder, så kan vi hurtigt bruge de totale årlige bevillinger til den samlede forvaltning af kulturarven på en sisyfosk sikringsopgradering.
Antageligvis uden at den nogensinde bliver blot tilnærmelsesvis 100 % (den berømte bulldozer gennem væggen på Moesgård siger lidt om opgavens omfang).
Derfor skal man også kalde på overvejelser i stedet for forhastede reaktioner, når der lige efter tyveriet var røster fremme om flere penge til sikrings-tiltag på museerne.
Prioriteringen af behovene for midler til museerne skal ikke være dirigeret af tilfældige spektakulære begivenheder.
Det kan godt være, at vi skal prioritere en oprustning af sikringsniveauet. Men det skal ske efter en faglig velovervejet vurdering. Der var også besindige røster, som prøvede at blive hørt i guldhorns-tumulten. Således blev der f.eks. peget på det "interessante" forhold, at et par kopier af guldhornene kunne vække så stor opstandelse, mens den samlede museumsverden - stort set - i tavshed bevidner, at 50.000 gravhøje langsomt, men sikkert, ødelægges og forsvinder. Det er virkelig et tab af kulturarven, som i betydning ligger lysår over et par nyere guldsmedearbejder. Da hornene var genfundet - og heldigvis også ravbjørn og halsring - stoppede alle så stærkt forpustet op - og pressen stillede det eneste spørgsmål, som de åbenbart i dag lærer at stille påjour-nalisthøjskolen: hvad følte du? Vi kan så konstatere, at også museumsfolk har følelser. Men vigtigere er det nok at vurdere, hvad vi kan uddrage af lærdom af de hektiske dage med direkte transmissioner og dramatiserende reportere.
En ting skal der afslutningsvis peges på her, nemlig at man kan konstatere, at det betragtelige medieshow næppe var blevet gennemført, hvis ikke der fandtes en stor folkelig opmærksomhed på landets kulturarv. Det var - måske - det eneste positive politiske signal, der blev afsendt i de dage.