Skelsår og alder

Skelsår er det alderstrin, hvor en person, eller anden molekylær defineret enhed, er i stand til at fo retage skøn og påtage sig ansvar.
Udtrykket skelsår og alder er således en omskrivning af at være voksen og moden.
Med det i baghovedet skal Nationalmuseet have de hjerteligste lykønskninger på sin 200 års-dag -og alle de gode ønsker for fremtiden, som en hel nations kulturarv med rimelighed kan fordre.
Lad os først notere, at begrebet Nationalmuseum er en yderst labil størrelse, afhængig af tidens selvopfattelse og noget så prosaisk som skiftende geografiske grænser.
Denne labilitet præger også museets eksistensvilkår - og man går ingen for nær ved at påpege, at museets økonomiske vilkår her ved 200 års fødselsdagen bestemt ikke hører til blandt de positivt mindeværdige.
Adskillige års økonomisk sultekur har nemlig efterladt et korpus, hvor ribbenene er begyndt at blive synlige.
Sammen med markante ændringer i den danske museumsstruktur betyder det, at Nationalmuseet fra at være den ubestridte storebror har bevæget sig videre til en position som primus inter pares -eller måske reelt til blot at være inter pares.
Positionen som det nationale kulturhistoriske hovedmuseum er selvfølgelig intakt, men vilkårene for museet har betydet, at det i dag nok er tvunget til i højere grad at bygge på en retrospektiv strategi i opgaveløsningen end på en dynamisk fremtidsorienteret tilgang. Bag dette udsagn ligger den holdning, at formidling i princippet er en tilbageskuende øvelse - hvorimod forskning og undersøgelse er fremadskuende. Formidlingen må nemlig nødvendigvis bygge på videntilvejebringelse, og i det øjeblik, hvor formidlingen bliver dominerende i forhold til forskningen - eller måske ligefrem enerådende - bliver en institution også frataget sin visionære fremdrift og kan alene koncentrere sig om at se tilbage på tidligere tilvejebragt viden.
Det er i det forhold at Nationalmuseet - og politikerne - har den egentlige udfordring her i jubilæumsåret, både i forhold til den ideelle fordring bag et Nationalmuseum og i forhold til museets position i hele museumsbilledet. De seneste årtier har betydet, at en række special- og lokalmuseer nu professionelt er fuldt på højde med hovedmuseet, og skal man have en reel forståelse af nationens historie og kulturarv, må man besøge dem alle. Det er godt nok, også for Nationalmuseet og dets position. Men det er ikke godt nok for Nationalmuseet og de øvrige museer (eller nationen for den sags skyld), at lokalmuseerne står for hovedparten af den videntilvejebringelse, der sker gennem forskning og undersøgelse. Netop i det fremadrettede perspektiv er det i betragtelig grad lokalmuseerne, der står med potentialet, fordi visi-onsløse politikere gennem årelange besparelser har drænet Nationalmuseet for en del af dets faglighed. (Nogle mener fejlagtigt, at man kan erstatte driftsmidler med puljemidler og tidsbegrænsede, formålsdefinerede bevillinger).
Det er ikke i nogens interesse, at den udvikling fortsætter, og hvis ikke man politisk begriber faglighedens betydning, kan Nationalmuseets position som hovedmuseum ende med at være et politisk postulat.
I processen har museet også fået reduceret sin funktion som centralmuseum. Centralmuseums-funktioner handler om, at museet på hele museumsverdenens (og nationens) vegne opretholder et beredskab i væsentlig, men eksklusiv viden. En viden som oven i købet kan udgøre vigtige danske bidrag til den internationale forskning.
Nu er det selvfølgelig ikke en synkefærdig plimsoller, der stævner ud på sin jubilæumsrejse.
På de givne præmisser udfører museets stab et stort og loyalt arbejde og gør museet meget synligt i det danske samfund, bl.a. med en række fine udstillinger (og andre arrangementer).
På den baggrund har det opnået fremragende besøgstal - afgørende understøttet af den for nyligt indførte gratis adgang til de statslige hovedmuseer. Men i den forbindelse må det være tilladt overfor politikerne at påpege, at der næppe er grund til at falde på halen med et alt for stort brag over, at en gammel demokratisk kulturnation har sikret optimal adgang til sin historie og kulturarv. Det burde være en selvfølge. Man må også kunne forlange en langt mere seriøs forståelse blandt politikerne af museernes art end denne næsten maniske optagethed af besøgstal og tilbageskuende formidling uden forskningens fremtidsorienterede videntilgang.
Den bedste måde at fejre en hæderværdig 200-årig på er selvfølgelig at give vedkommende sin fulde førlighed tilbage, og det betyder for Nationalmuseet sådanne vilkår, at dets funktion som hovedmuseum og centralmuseum ikke bliver et emne for museets udstillinger, men for dets fremtidige udvikling.
Museet er kommet til alder, nu er det på tide, at politikerne kommer til skelsår.		  
 

Frank Birkebæk